Træningstips: To hurtige fra Capra

I denne korte artikel kommer vi med to simple træningstips, du kan tage med ind i din egen træningsudførelse og planlægning. 

Capra tip I: Træn efter tid fremfor distance – undgå ”gennemsnits-træningspasset”.

Uddybning:
Under både cykling og løb, er det let at blive fikseret på distancen eller gennemsnitshastigheden. Tallet på distancetælleren eller for gennemsnitshastigheden kommer til at fylde for meget. En fiksering, der kan risikere at påvirke både den enkelte træning samt træningsudviklingen negativt over tid. Flere af os, vil have tilbøjelighed til at presse citronen for meget – enten på intensitet eller varighed. Selvom det er sjovt og virker som god træning, så vil det over tid få din form til at stagnere eller mindske den opadgående formkurve.

Fokuser i stedet på den aktive træningstid. Hastigheden – og dermed distancen er let påvirkelig af terræn og vejr. Sæt derfor et mål om at træne X antal minutter. Herved er målet på sin vis lettere at opnå – sekunderne går jo uanset om du har ramt et modvindsstykke eller er på vej op ad en bakke. Den aktive træningstid er et helt konkret værktøj, der viser hvor lang tid dine muskler og krop har været på arbejde – distancen alene fortæller derimod ikke hele historien.

Undtagelser:
Som med (næsten) alt andet så er der selvfølgelig omstændigheder, hvor det kan give mening at kigge på din samlede distance eller gennemsnitshastighed – men langt de fleste træningspas vil du med fordel kunne planlægge efter tid fremfor distance.

 

Capra tip II: Ikke alle træningspas skal være (semi)højintense.

Uddybning:
Det efterhånden klicheagtige ordsprog ”no pain, no gain” er fortsat en tænkemåde, der i nogle kredse er dybt forankret. Tanken om at det skal være hårdt for at være en god og effektiv træning er forældet. Faktisk kan denne tænkemåde, hvis den udleves på hver eneste træning være decideret harmfuld set i et performanceudviklings øjemed.

Rigtig nok så er højintenstræning (fx intervaller) effektivt til at hæve sit aktuelle niveau, dog pålægger denne form for træning også et stort stress på kroppen.

Træning og træningsudvikling handler, sagt på en forsimplet måde, om at skabe den rette balance mellem stress og stimuli. Et træningsstimulus er positivt og nødvendigt for at vi kan forbedre os, men med dette stimulus medfølger et træningsstress, som ikke har den samme positive indvirkning. Dette træningsstress skal vi skal restituere fra, for at blive klar til en ny træning. Sagt på en anden måde bør vi stræbe efter at skabe det største træningsstimulus med mindst muligt træningsstress.

Kigger vi på den videnskabelige evidens, så er der en øvre grænse (individuel) for hvor meget højintenstræning man kan lave på en uge, hvor det fortsat har en positiv effekt. Træner man mere end to-tre gange om ugen, skal man altså overveje om det ikke er en god ide at holde de resterende træningspas lavintense, for at balancere træningsstres og stimulu.

(Dette tip og emne vil vi dykke længere ned i, i anden kommende artikel. Følg med!)

Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld nyhedsbrev