Jeg er en ambitiøs ung knægt, og det her VM skulle ikke være undtagelsen. Siden vi gik ind i 2021 med uvisheder omkring, hvordan sæsonen skulle afvikles, havde jeg langt ude i horisonten udset mig VM som et ledende fyrtårn. Før jeg havde set mig om, stod jeg på startstregen på Hawaii og skulle kæmpe mod de bedste i verden og præstere mit ypperste.
Det er ingen hemmelighed at sæsonen, allerede inden Hawaii, havde overgået mine egne forventninger, med mange topresultater i de største stævner i Europa. Jeg vidste, at jeg havde potentialet til at være med helt fremme i disse Xterra ræs, men det kan være svært at eksekvere det perfekte løb. Jeg gik ind i sæsonen med en umiddelbarhed og det belønnede sig i nogle ræs, hvor jeg både kørte klogt, aggressivt og turde tage chancer. Det medførte en sejr på Europa Touren i Malta og en sølvmedalje til EM. Det gjorde ligeledes at mine ambitioner og forventninger frem mod VM af gode grunde var sat højt. Jeg tør godt sige, at jeg aldrig har forberedt mig så godt til noget i mit liv. Det var en proces som min træner og jeg planlagde nøje, men som jeg stadig havde sat mit eget præg på. Træningsplanlægning er ikke raketvidenskab, men det er coaching og her er min træner, Christian, en sand mester.
Folk som kender mig, ved at jeg af natur ikke er særlig struktureret, men derimod intuitiv og drevet af humør og lyst. Det har sine fordele i visse facetter af livet, men kan også have sin begrænsning når arbejdet bliver fokuseret ned på et bestemt mål. Derfor var jeg selv nervøs for at skulle dykke ned i denne proces, og mobilisere en masse energi ét fokuseret mål. Jeg er et stort konkurrencemenneske og elsker en udfordring, og derfor følte jeg mig sårbar i at skulle koncentrere al min energi mod ét mål. Et mål hvor der reelt set var en stor chance for at tabe. Der er mange ting uden for sporten, som er vigtige for mig, men den sidste måned op til ræset blev der fokuseret ekstra meget på det sportslige, samtidig med at jeg havde mine menneskelige værdier i balance. Jeg havde en masse små sejre blot ved at turde kigge indad, og holde fokus på det fyrtårn som nærmede sig ude i horisonten. Træner-Christian var med til at sætte kursen.
Når jeg ser tilbage på optakten, kunne jeg ikke have gjort det bedre, taget i betragtning af det udgangspunkt jeg kom fra. Jeg føler mig stadig relativ ny i triatlon sporten, her på mit tredje år, siden jeg gik helhjertet væk fra MTB, og føler stadig jeg har en masse uforløst potentiale at rykke på.
Jeg valgte at tage min Christian med, som også er min rigtig gode ven. Det er omfattende at skulle rejse om på den anden side af jordkloden, og især når man har sæsonens største mål i sigte. For at være forberedt på Hawaiis varme, den høje luftfugtighed og den store tidsforskel, rejste vi fra DK i god tid og ramte Hawaii 10 dage før ræset.
Der er mildest talt et meget lummert klima på Hawaii, men heldigvis havde jeg påbegyndt varmetræningen hjemmefra, så vi fik lavet et par gode kvalitets træningspas. Generelt var forberedelserne stort set efter bogen, og som dagene gik derovre blev jeg mere og mere klar til stævnedagen. Det var fedt at møde kollegaer fra hele verden, og man kunne mærke at alle var spændte på at skulle i ilden. Her i blandt er der mange idoler og forbilleder, som jeg har stor respekt for. Elite-miljøet i Xterra er dog ret venskabeligt, så respekten er ofte gensidig, samtidig med at vi har en iver for at slå hinanden på ræs-dagen – en god balance for et præstationsmiljø!
De sidste dage op til ræset blev desværre mere hektiske end ønskeligt for mig. Jeg havde svært ved at bestemme hvilket dæk jeg skulle bruge på ræs-dagen, samt vælge de rigtige sko. Vejrudsigterne var meget ustadige og da underlaget på ruten bestod af meget ler, ændrede forholdene sig både meget og hurtigt. Jeg valgte en løsning med et meget aggressivt mønster. Både dæk og sko havde jeg aldrig brugt i Danmark, da vi ikke har de samme regnskovs lignende forhold i Europa. Disse spekulationer tog meget energi, og jeg endte med at bruge en opsætning, velvidende at jeg ikke havde prøvekørt det på ruten. Her kunne jeg godt have brugt mere løbserfaring til dette specifikke stævne, da det er så specielt på Hawaii.
Der blev varslet store bølger og stærk strøm ved den strand vi skulle svømme ved, og fredag aften blev der givet besked om at svømningen ville blive aflyst. Derfor blev stævnet ændret til et duatlon, hvor de 1500m svømning blev udskiftet med 3 km løb. Det er meget ærgerligt for sådan et ræs, og jeg synes også det var en skam, men selvfølgelig måtte de tage deres sikkerhedsforhold. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det på papiret skulle være en fordel for mig, nu hvor vi ikke skulle svømme, da det stadig er min svageste disciplin af de tre. Jeg havde dog brugt meget tid på svømmetræningen i tiden op til ræset, så jeg følte mig klar til at skulle i vandet. Men med denne besked fra Xterra-organisationen satte jeg mine høje forventninger endnu højere op. Jeg var klar til at skulle kæmpe om en topplacering.
Aftenen før ræset havde jeg ro på mit hoved, og spiste en god omgang frugtsalat med chokolade – som jeg plejer – samtidig med at Christian hjalp mig med at holde styr på de sprudlende tanker.
Da jeg vågnede op søndag morgen på ræs-dagen, havde jeg en mærkelig summen i kroppen, men jeg følte ikke at det var overspænding. Morgenmaden blev spist og jeg fik lavet lidt morgengymnastik for at få gang i kroppen – den føltes god. Jeg fik skrevet de sidste beskeder til min familie og venner som fulgte med hjemmefra, og de var nok grunden til den mærkelige summen. Jeg blev meget emotionelt overvældet af den situation jeg stod i. At være rejst om på den anden side af jordkloden, fordi jeg tilhører verdenseliten i en så fed sport som Xterra var stort for mig. Men også fordi jeg er så taknemmelig for al den støtte jeg har fra venner og familie, som indirekte er med at tænde den ild i mig, som gør, at jeg kan drive min sport langt.
Samtidig havde jeg en af mine bedste venner til at se med fra stjernerne i himlen. Tak for at du tændte en ild, troede på mine ambitioner, da jeg var en lille knægt, Torben – vi savner dig!
Det var kun positive tanker som fyldte mit hoved, men jeg har aldrig været så emotionelt overvældet til et ræs før, så det var svært at forberede sig på.
Da jeg først fik sat mig op på cyklen, lettede tankerne sig så småt, og jeg trillede hen mod stævnepladsen med Christian ved min side. Jeg fik sat cyklen op i skiftezonen, og gjort tingene minutiøst klar. Efter en god opvarmning, var jeg klar til at blive sendt afsted. Nu skulle der findes en verdensmester.
Ruten bestod af: 3 km løb (92hm). 2×15 km MTB (1100hm), som bestod af en lang opkørsel samt en rullende nedkørsel med mange sving. Vi sluttede af med 10 km trailløb (335hm), hvor vi ligeledes havde et langt opløb, efterfulgt af et hurtigt og glat nedløb mod mål.
Startskuddet gik og jeg var godt med fremme i feltet. Jeg prøvede ikke at løbe over evne, men derimod holde mig til og prøve at have kontrol over min position i feltet. Jeg er i skiftezonen, som nr. 8 og sidder i en god gruppe på cyklen. Der er en gruppe på fire personer lidt længere fremme, og jeg får revet mig løs fra gruppen med Ruben Ruzafa, og vi sætter jagten ind mod fronten af ræset. Jeg sidder godt med til toppen af stigningen, og føler jeg er i kontrol. Jeg giver Ruzafa lidt plads og han kommer foran mig ind på nedkørslen. Han kører hurtigt, men jeg var selvsikker på at jeg havde styr på ham. Selvom han havde været verdensmester 3 gange før, havde jeg formået at slå ham nogle gange tidligere på sæsonen.
En lille fejl kommer dog til at koste mig dyrt, da jeg kommer skævt ind i et sving og kommer uden for ruten. Jeg kom ind igen, men har mistet Ruzafa, han var ude af syne. Jeg var sikker på at jeg blot skulle holde mit eget tempo, og så ville det være et spørgsmål om tid før jeg fangede ham igen. I stedet blev jeg fanget af en rytter bagfra, og jeg følte jeg havde svært ved at ramme et godt flow, som man skal have for at være hurtig på en MTB-cykel. Nu var jeg nr. 7, og ud på anden omgang kunne jeg sidde godt med på opkørslen, men igen kunne jeg ikke finde rytmen, da vi først ramte nedkørslen.
Det ligner ikke mig at miste momentum på de tekniske elementer, men jeg må nok erkende at det var realiteten i dette ræs. Regnen kom på de sidste 15 minutter af cyklingen, hvor mine dæk fik sin berettigelse. Jeg var dog i tvivl om hvor meget jeg kunne ”presse” dem i svingene, grundet min manglende erfaring med dem. Da jeg stillede cyklen, havde jeg nr. 8 lige i røven, og vi havde begge øjne på at skulle avancere op i feltet. Vi løb og skiftedes med at føre de første kilometer, men halvvejs kunne jeg desværre ikke følge ham mere. En fyr som jeg har løbet fra til alle andre stævner i år, men som var bedre på dagen. Jeg prøver at holde hovedet koldt, og løber mit bedste ned mod mål. Jeg endte med at løbe ind over stregen på en 8. plads.
Løbet blev vundet af den olympiske medaljevinder fra New Zealand, Hayden Wilde, og andenpladsen gik til Arthur Serries, som har være dominerende hele sæsonen på Europa Touren. Ruben Ruzafa ender med at blive nr. 3 og formår faktisk at køre sig helt frem og stiller cyklen som nr. 1. Ham skulle jeg have holdt mig tæt på da jeg havde chancen. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men i sådan et ræs handler det om momentum, og det havde jeg ikke erfaringen til at udnytte. Ruben vidste tydeligvis, hvordan man rammer en god dag til et VM.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg havde sat næsen op efter mere end en 8. plads, og jeg ved at mit niveau er til mere. Jeg kan kigge tilbage på et ræs, hvor jeg havde en vis mangel på erfaring ift. taktik og cykel-opsætning til det specifikke stævne. Og ærlig talt havde jeg heller ikke en dag, hvor der var diamanter i benene, som jeg har oplevet til andre stævner i år. Når jeg ser tilbage på ræset er der ikke nogle store undskyldninger, men blot en mangel på erfaring. Det kræver tålmodighed, fokuseret arbejde og troen på egne evner i processen – jeg er godt på vej.
Jeg skal selvfølgelig heller ikke snakke en ottendeplads til VM ned. Havde du sagt til mig før sæsonen begyndte, at jeg kunne være med i top-10 til VM, havde jeg været meget stolt. Jeg kan se tilbage på en process med koncentration og veludført arbejde frem mod VM, hvor jeg oplevede en masse små sejre. Det er den ubarmhjertige sandhed ved sport, at der blot skal findes én vinder på et bestemt tidspunkt. I denne sidste konkurrence for 2021, lå min præstation i hele processen og det tillader jeg mig at være stolt af. Samtidig har jeg fået mange redskaber med til næste sæson, som min træner og jeg kan arbejde videre med. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg er på vej et godt sted hen med min sport, og kan med selvtillid øge fokusset på mine sportslige præstationer og ambitioner. Det næste fyrtårn er forude!
