Vores første nyhedsbrev

Velkommen

Velkommen til Capra Triathlon’s nyhedsbrev. Vi er glade og stolte over, at kunne sende jer denne første udgave af vores nyhedsbrev. Det betyder nemlig, at vi har vovet os ud på ukendt terræn. En, to, mange tanker er blevet til virkelighed, og det er derfor med følelsen af vovemod, at vi nu taster løs til offentligt skue. 

Capra Tri er en sammenslutning af to ambitiøse triatleter, der vil nå længst muligt med deres sport. Vi er stadig lidt for jyske og realistiske til offentligt at kalde os et hold. Men det er det, vi er. Vi er et lille team af to, der ønsker at vokse med vores sportslige karriere. Derfor har vi skabt dette fundament som forhåbentligt kan bringe os til vores mål; at vinde triatlon stævner, at leve af vores sport og at inspirere vores følgere til en aktiv hverdag.

Det har vi valgt at gøre ved at etablere et samarbejde med hinanden og et hold omkring os. Vi tilbyder og søger fælles sponsorer, vi danner et fælles og stærkt netværk, og vi har samme træner, massør og dygtige folk at trække på til praktiske formål. 

Altså, danner Capra Tri fundamentet til at nå vores mål. 

Hvordan det hele startede

Vi startede med at holde vores kæft og arbejde godt!

På en træningslejr i januar 2020 med Aarhus 1900 Elite Triathlon blev vi kastet på samme værelse. Selvom vi kun havde kendt hinanden i kort tid, havde vi på forhånd aftalt at blive på Gran Canaria i tre uger i stedet for de planlagte to. Vi ville noget med denne sæson. 

Vi var stålsatte på at arbejde godt, og ud af vores ensartede humor og jargon, kom der fraser som: “hold din kæft og arbejd godt” og “dårlig stemning”. Disse fraser opstod primært i sjov, når vi havde en større træningsmæssig udfordring foran os. Her måtte vi altså ikke tale sammen og have det sjovt, når det gjaldt hårde intervaller eller andet krævende arbejde.

Imens C.V. Jørgensens toner flød ud af højtaleren på værelset, fandt vi hurtigt ud af, at vi havde ligheder nok. Sammen var vi nemlig klar til at arbejde for vores mål og gøre noget ved vores ømme punkt – svømningen.

Den sidste uge af træningslejren bragte os endnu tættere på den såkaldte ”dårlige stemning”. Vi havde fået nøje retningslinjer fra vores trænere om ikke at overgøre hårdheden af de sidste træningsdage. 

Alligevel blev en konservativ 6-timers cykeltur konverteret til en episk udflugt med godt 8 timer, 200 km og 5000 højdemeter i sadlen. Jens Emil havde endnu ikke prøvet at køre over 200 km, så denne dag skulle han i særdeleshed holde sin kæft og passe sit arbejde.

Rygtet går dog på, at det var Jens Emil, som sad med overhånden på sidste stigning, hvilket der kun er to til at vurdere. Han drak i hvert fald meget Fanta. -Øh skrev du det? (Det er fedt at skrive nyhedsbrev hver for sig i et fælles Google Docs). Vi kom begge i mål, og sidenhen har vi nydt mange træningstimer og stunder sammen. 

Jesper har lejet et værelse hos Jens Emil i Aarhus til perioderne, hvor han træner dér frem for ved bopælen i Aalborg. Besøgene i Aarhus ender ofte med meget træning og en stemning af træningslejr. Undervejs er der ”vokset bukkede horn i panden på os”, og nu står vi med Capra Triathlon.

Fusion: Klædt på til at præstere

Jeg (Jesper) indgik i foråret 2020 et samarbejde med FUSION. Jeg havde som tidligere cykelrytter aldrig helt kigget ind i, hvad FUSION var for noget eller hvad firmaet kunne. Jeg havde blot hørt positiv feedback fra træningskammeraterne i 1900 – Morten Brammer, Kristian Hindkjær og Alberte Kjær – inden jeg blev kontaktet af Mads Nissen (medejer af FUSION). 

Men efter en kort snak med Mads, blev jeg hurtigt overbevist om, at folkene i dette firma kan noget helt specielt. Ikke “specielt”, fordi de gør deres arbejde på en revolutionerende ny måde. Tværtimod holder de tingene meget simple. Nej nærmere “specielt”, fordi de er så loyale over for dem selv i deres tilgang til design, udvikling, produktion og salg. 

Tænk engang, at et tøjfirma i dag stoler så meget på deres egen tilgang, at de vælger funktionalitet over smart design. De går ikke på kompromis med deres priser (ej heller på Black Friday), og de holder lav lagerbeholdning for at undgå overproduktion. 

Jeg skal ikke give jer alle buzzwords – men jeg kan blot forsikre jer om, at jeg ikke har mødt et tøjfirma som dette. FUSION er hele vejen igennem kæden holdbart og bæredygtigt!

Vi er derfor utrolig glade for at samarbejde med FUSION i 2021. FUSION leverer os de bedst udviklede og mest teknologiske konkurrencedragter til triatlon. Vigtigst af alt sørger de for, at vi kan klare os i al slags vejr på vores løbe- og cykeltræninger. 

Jeg har kørt 6.000 km i hver af mine cykelshorts og løbet 150 timer i mit løbetøj. Alt sidder ligeså godt på mig som i marts 2020. 

Jens Emil glæder sig til samarbejdet: “Jeg glæder mig til at teste tøjet godt og grundigt af i skoven. Mountainbike er meget intensivt, og her får jeg brug for tøj med en del åndbarhed, men samtidig god beskyttelse fra jord og sten.”

Han tilføjer: “Jeg håber på at kunne bidrage til en videre udvikling af kollektionen med nogle specifikke produkter til mountainbike.”

Capra Tri Netværk

I mange af livets facetter er det gavnligt at have et netværk. Hvordan finder vi det nye job? Hvem lærer os noget om sundhed? Hvem rækker os en hånd, når vi efterspørger en ny lejlighed eller ønsker at finde et godt sted at spise? Hvem henviser os til den helt rigtige fysioterapeut eller læge i kritiske situationer? Det gør vores netværk. Og uden et netværk kommer dette projekt aldrig på benene.

Godt nok er ordene netværk og erhvervsnetværk rigeligt brugte. Nogle vil sige misbrugte. Men helt ærligt beskriver det formålet med vores tiltag ganske præcist. Netværket skaber forbindelser mellem mennesker, som kan være gavnlige for alle parter. 

Capra Tri Netværk vil tage udgangspunkt i vores arbejde med triatlon, hvorigennem vi gerne vil tilbyde vores medlemmer nogle unikke oplevelser og ny læring. Det vil vi blandt andet give ved at arrangere nogle enestående events med sportslige aktiviteter og underholdende socialt samvær. Forhåbentligt kan et medlemskab i Capra Tri Netværk give jer nogle interessante indblik i triatlon, professionel sport, andre virksomheder og ikke mindst nye sider af jer selv. 

Læs mere om Capra Tri Netværk her

Indtil næste gang: “hold jeres kæft og arbejd’ godt” 😉

Jens Emil & Jesper

Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld nyhedsbrev